Overgangsalderen – overgang eller undergang

Måske er der nogle mænd der allerede ved overskriften vil tænke, dette er en artikel for kvinder og bestemt ikke noget for mig. Men der tager de fejl (med mindre der på intet tidspunkt i deres liv er en kvinde inkluderet) alle, også mænd har stor glæde af at læse om denne fase.

For det er en periode i livet man ikke kan komme uden om. Endnu en fase i den cyklus der handler om at være en kvinde. Denne sætning kunne igen give en negativ tanke fra det modsatte køn, hvorfor er det altid kvinderne der får opmærksomhed? Men nu er bare sådan at vi kvinder gennemgår en række gennemgribende ændringer i vores krop gennem livet. Den skal jo også kunne producere et helt menneske, så i grunden er der ikke noget at sige til det.

Som skrevet er det en periode der påvirker både mænd og kvinder. Mænd bliver påvirket fordi deres kvinde eller de kvinder de omgås ændre adfærd i den pågældende periode og på sigt. Jo mere vi ved om hinanden og den måde vi reagerer på, jo nemmere er det at omgås hinanden uden konflikter. Konflikter skal undgås for at vi kan få et godt liv.

Der er stor forskel på hvordan vi kvinder møder klimakteriet, hvilke gene vil vi bliver påvirket af. En kendt dansk kvinde har udgivet en bog om hendes oplevelser af overgangsalderen. En, i mine øjne, meget voldsom oplevelse. Jeg kan på ingen måde genkende hendes oplevelser, derfor syntes jeg det er vigtig at pointere at hver kvinde har sin oplevelse af overgangsalderen.

Jeg har altid frygtet den periode. Jeg aner ikke, hvor mange gange, jeg sammen veninderne har himlet over alle de kvaler vi skal igennem som kvinde: menstruation, ægløsning, graviditet, fødsler og som om det ikke var nok overgangsalderen. Hvor vi kommer til at stå som sveddryppende, vold blødende, knastørre, hysteriske, frigide monster. Afsondret fra alt social kontakt på grund af vores tilstand. Udelukket fra samfundet fordi vi ikke længere kan bruges til noget og på ingen måde virker attraktive hos det modsatte køn fordi vi ligner l… og er kropumulige.

MEN sådan behøver det altså ikke at være. Tilstanden passer på nogen, det beviser bogen, men langt fra alle. Jeg skriver ikke dette for at nedgøre, at der er nogle der har det virkelig slemt. Jeg skriver dette for at berolige andre kvinder, der ligesom jeg og mine veninder har frygtet denne fase.

Jeg måtte fornyelig google, om jeg i det hele taget var kommet i overgangsalderen. Min menstruation havde længe været uregelmæssig og var nu helt forsvundet (tror jeg, man er aldrig helt sikker). Har i hvert fald ikke haft den i snart et år og i det jeg ikke er gravid, må det næsten skyldes den frygtede fase.

Men jeg har ikke haft nogen hedeture, jeg er heller ikke humør svingende og jeg har bestemt ikke mistet lysten til sex. Er man så i overgangsalderen? For det er jo de 3 mest kendte og kritiske punkter. De ting man frygter mest.

Jeg fik også googlet mig frem til at hjertebanken, hyppig vandladning og søvnløshed også er en del af festen og her kan jeg i den grad deltage. Søvn har jeg altid haft svært ved, nu er det nærmest umuligt at sove og at ens blære er skrumpet ind til en rosin, gør ikke situationen lettere. Mit hjerte tager sig nogle gevaldige banketure i ny og næ, så det passer også. Ud fra disse symptomerne må jeg konkludere, at jeg er i overgangsalderen. Slet ikke så skræmmende og udslettende som frygtet. Men er det hele sandheden.

Nej, for ifølge net doktoren er der ikke nogen psykiske symptomer involveret i denne fase. Men kender man sig selv godt, kan man tydelig mærke en stor forandring i psyken. Ikke en nødvendigvis negativ ændring, men en ændring i ens personlighed. Denne ændring har en stor betydning for ens omgivelser.

Det er svært når der sker ændringer i ens sind. Det er ikke altid rart at mærke ens psyke ændre sig, men man kan ikke gøre noget for at forhindre det. Det man kan gøre, er at acceptere det.

Jeg oplever en stor følsomhed i mit sind. Jeg har langt lettere til tåre end før. Ting/episoder i livet påvirker mig i langt højre grad end før. Men det har også gjort mig roligere og min tolerance langt større. Jeg har brugt disse ændringer til at bygge mit sind op, så det fremstår langt stærkere. Jeg ved hvad jeg vil, jeg ved hvad jeg kan. Jeg kender mine styrker og jeg kender mine svagheder. Men det har været en lang sej proces at nå frem til disse resultater og jeg er på ingen måde færdig. Man skal lære sig selv at kende på en helt ny måde og det kræver arbejde, hvis resultatet skal blive godt.

Kan godt være at alle de kropslige symptomer bare er en overgang, men ændringer i psyken skal du leve med resten af dit liv. Det gælder om at få det bedste ud af det. I første omgang for din egen skyld, men også for dine omgivelser, de er jo også en del af resten af dit liv. God rejse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *