Den kære jul

Jeg skriver denne artikel, fordi jeg i mit job som personlig træner, oplever at den periode af året, vi er i fuld gang med, er en rigtig svær tid for mange. Jeg skriver den for at få folk til at tænke anderledes, og se muligheden i man sagtens kan ændre situationen, så den ikke længere fremstår som et problem. Jeg skriver den også fordi det ærgrer mig voldsomt, at vores samfund og kultur udbyder dette vanvid af overflod af mad og andre goder og tillader det med disse simple ord: jamen det er jo kun jul en gang om året og arme den stakkel der bryder traditionerne.

Julen nærmer sig med hastige skridt. Eller rettere den har nærmet sig længe. Det er over en måned siden jeg hørte om at julefrokosterne var i fuld gang. Endnu længere har man kunne købe julekager og konfekt i butikkerne. Fristelser overalt allerede fra start oktober.

De fleste danskere skal til rigtig mange julefrokoster (nu ved jeg godt jeg bliver ganske upopulær) men det har de ikke godt af. Det er der ikke nogen der har. Rigtig mange lever efter den floskel som lyder: det er ikke det du tager på mellem jul og nytår der sætter sig, det er det mellem nytår og jul vi skal passe på.
Det er selvfølgelig også rigtigt, det siger sig selv. Men nu vare julen ikke kun en uge, den strækker sig efterhånden over flere måneder.

En uge med indtagelse af fed mad, konfekt, vin og alkohol i store mængder uden bevægelse er i øvrigt ufattelig skadeligt for helbredet og kan sætte formen helt i bund. Mange af mine kunder har fået et chok når de opdager, hvor meget kroppen bliver sat tilbage bare ved at indtage fed julemad i et par dage.

Mange føler ikke de kan være bekendt at sige nej til alt det mad og snask der bliver budt på rundt omkring. Det vælter ind med overdådige chokoladeæsker på kontoerne fra leverandørerne og der bliver købt kager i store æsker, så man bliver fristet over evne hele dagen i mange uger. Man kan ikke tillade sig at sige nej tak eller fjerne det hele. Man falder i, bliver led og ked af sig selv og den manglende selvkontrol.

Mange føler heller ikke de kan tillade sig at takke nej til de mange invitationer der kommer. Man undskylder med, at nu er det jo jul og man ser ikke familien ret tit eller vennerne for den sags skyld. Det er tradition og den kan man ikke være bekendt at bryde. Selv om man ikke har den store lyst.

Konklusionen er, at man fylder sig med store mængder fed mad, konfekt og alkohol og dropper træningen for at tilfredsstille andre, fordi man ikke føler man kan være andet bekendt. Det kan jeg ikke leve med, for det er ikke fair.

Man kan nemlig godt tillade sig at sige nej tak. Man kan godt tillade sig at fjerne alle julegodterne og man kan godt tillade sig at afslå invitationerne og bryde traditionerne.

Nej man skal ikke bare sætte sig i et hjørne og afvise julen og alt det der følger med, det er ikke det jeg mener. Man skal selvfølgelig tænke kreativt og finde et alternativ. Her kan jeg hjælpe med et par råd. Kom gerne selv med flere gode råd:

  • Beslut dig for kun at deltage i max 2 julefrokoster og helst kun i december. Vælg dem ud du ikke vil/kan undvære. Hold fast ved denne beslutning.
  • Forslå familien/vennerne at i mødes til en middag med sundere alternativer fx byg din egen burger eller pizza. Opdag at det er nøjagtig lige så hyggeligt om ikke mere og man har det meget bedre bagefter.
  • Fortæl, på en kærlig måde, til den der laver julefrokosten i familien, at man ikke forventer alle de retter eller konfekt/kager. At det er fint med 3-4 forskellige ting og en slags konfekt.
  • Står du selv for en julefrokost, så bryd traditionerne og start med noget aktivt. Fx en dejlig gåtur i skoven eller en frisk cykeltur. En time i Fitness centret, en times bowling, mulighederne er uendelige. Herefter får man en god frokost med 3-4 uundværlige retter. Alle har det meget bedre med sig selv.
  • Skriv en venlig mail til alle de leverandører/kunder der sender chokolade. I mailen skal stå at i fremover hellere vil modtage et kort hvori der står at pengene i stedet er doneret til et SOS-barn eller en ged i Afrika.
  • Pak alt konfekten/chokoladen sammen og forærer det til Kirkens korshær.
  • Hvis du er troende så husk på hvad de oprindelige værdier i julen er. Hvad julen betyder og hvorfor vi holder den. Hold julen efter den betydning

Jeg skriver ikke denne artikel for at irritere nogen eller være rebelsk. Jeg skriver den fordi det vitterligt er et stort problem for mange mennesker. I den i forvejen, velstand vi lever i, har vi simpelthen ikke godt af dette kæmpe kalorieboom.

Vi skal lære at spise efter lysten og behovet – ikke efter traditionen.

Vi skal lære at hygge og samvær også kan være fantastisk selvom vi er aktive og ikke overspiser usunde ting. Rigtig god jul

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *