Kender du det? Du er lige vågnet efter 8 timeres søvn, burde være udhvilet, men alligevel er du usigelig træt. Det eneste du tænker på er, hvornår du igen kan putte dig ned under dynen og bare sove. Ude er himlen helt sort og når det endelig lysner lidt, er den plumre grå (hvis det er en farve) uigennemtrængelig og trist. Humør og energi er på nulpunktet, faktisk helt nede i minus. Årstiden er ofte skyld i denne tilstand OG nu har vi ovenikøbet også covid monstret at slås med.
Nøgleordene i vores tankevirksomhed er: grå, trist, træt, træls, umuligt og kedeligt. Ord med udelukkende negativ udstråling. Jeg kan mærke denne tilgang på rigtig mange og det bekymre mig. Vi skal tage vores sind alvorligt og der skal handles inden det sætter sig for dybt.
Jeg kan faktisk selv mærke denne tilstand i år, trætheden og surheden der sniger sig ind over mig og forsøger at overtage mit sind. Mit sind der plejer at være lyst og positivt. Jeg har bidt mærke i, at jeg går og øffer i negativ retning: min virksomhed er konstant i fare, alle mine koncerter er aflyst, jeg har ikke været ude at rejse, gider ikke gå ud og spise fordi jeg skal have mundbind på, jeg kan ingenting øf øf. En lang klagesang. Jeg søger ubevist de negative situationer
Når vi ryger ned i det hul af selvmedlidenhed, er det svært at komme op igen. Det er nemmer at grave os dybere ned i hullet end at kæmpe os op. Nede i hullet ligge vi lunt og svælge i selvmedlidenhed, det kræver ikke så meget og er rart. Eller er det? Svaret herfra er nej. Vi tror det er rart fordi det ikke kræver ret meget af os at have selvmedlidenhed. Men stiger man op i helikopter perspektiv vil man konstatere, at vi faktisk har det elendigt. Vi er kede af det, sure og triste. Det skal ændres og det gode er, at det ikke er så svært at vende denne negative selvmedlidenhed. Men det kræver en ekstra indsats især i denne tid.
Man må ikke negligere denne tristhed/dorskhed, det er okay at føle den. Det er vigtigt at konstatere ellers kommer man ikke videre. Første skridt mod at vende denne tilstand er at acceptere at vi har det skidt og at det er okay. Hernæst kan vi arbejde på at vende tankerne i den rigtige retning.
Vi bliver nød til at tænke på de ting der giver livet værdi, de ting der gør os glade. Som kan fylde os med energi og tilføre gnisten. Gnisten der skal give os livsglæden tilbage, bekæmpe trætheden. Så første skridt i den rigtige retning er at gennemgå det vi har i vores liv der gør os glade. Det kan være svært at se når humøret er sort, derfor bliver vi nød til at tydeliggøre de positive ting.
Det gør vi ved at lave et skema og gennemgå det slavisk. I dette skema skitsere vi de hovedelementer der er i vores liv fx: arbejde, fritid, hverdag, bolig, børn, kæreste, familie, venner, sport.
Ud fra hvert punkt skal man finde de positive ting. VIGTIGT man ikke finder de negative, kun de positive. Falder man i den negative rille er det svært at finde det positive spor igen. Man skal heller ikke finde på ting der ikke kan lade sig gøre i øjeblikket på grund af Corona, fx rejser, koncerter. Kun ting der er i nuet
Stil dig selv det samme spørgsmål ud fra hvert punkt fx:
Hvad kan du bedst lide ved dit arbejde? Nævn 2 ting: 1. Kollega 2. Nye opgaver
Begrund hvorfor: 1. Vi har et sjovt og godt arbejdsklima. 2. Det er vildt spændende at gå i gang med nye opgaver.
Hvad kan du bedst lide i din fritid? Nævn 2 ting: 1. være i haven 2. at slappe af med en god bog
Begrund hvorfor: 1. elsker duften af jord og se det blive pænt. 2. skønt bare at fordybe mig i en verden af spænding
Hvad kan du bedst lide i din hverdag? Nævn 2 ting: 1. Min morgenkaffe. 2. Aftensmaden
Begrund hvorfor: 1. Elsker smagen af den første kop og roen omkring den. 2. elsker hyggen med familien og snakken.
Sådan bliver du ved punkt for punkt, samtidig mærker du efter hvordan glæden forsamles i dig. Glæden og de positive tanker over at du faktisk har et skønt liv med en masse at glæde sig over. Så pyt med der er ting vi ikke kan lige, bare det grundlæggende er i orden. Hver gang de negative tanker fylder for meget hiver du dette skema frem og kigger på det. Måske tilføre du nye punkter. Giv det et skud og skriv endelig til mig hvis der er spørgsmål. Knus

