Tove Sand❤ Intet er for evigt i denne verden, ikke engang vores problemer

Livet er fuld af udfordringer. Det fortsætter hele livet igennem. Det er det der holder os i gang. Hvis vi ikke bliver udfordret falder vi sammen, bliver grå og kedelige.

Man skal vælge at sige ja til disse udfordringer. Man skal nogen gange kaste sig ud i ting, man ikke lige ved om det vil briste eller bære.

Mit liv har budt på rigtig mange udfordringer og jeg syntes de bliver flere og flere jo ældre jeg bliver. Måske fordi jeg nu tør gå efter dem. Jeg er ikke længere bange for ikke at slå til. Jeg er kommet dertil, hvor jeg ved hvor jeg står, hvem jeg er og hvad jeg kan præsterer.

Lige nu står jeg ud for eller retter midt i en kæmpe udfordring. Den kan være skelsættende for resten af mit liv. Tør jeg tage denne udfordring. Tør jeg tage springet. Det er mig og kun mig der kender svaret.

Nogen gange vil jeg ønske at jeg kunne løfte et lille flig af fremtiden og så kigge ind. Men alligevel, det vil jo være for nemt. Jeg er spændt på om jeg tør tage udfordringen op, det vil tiden vise lige om lidt

Vi skal være bedre til at udfordre os selv. Lære at stille krav til os selv. Stille krav om at vi ikke skal springe over, hvor gærdet er lavest. Fordi det er det nemmeste og så slipper vi for et nederlag.

I min færden i fitness verdenen, ser jeg at folk ofte træner det samme gang efter gang. Det er selvfølgelig bedre end slet ikke at træne. Men der sker ikke meget med kroppen, hvis man ikke øger belastningen eller sætter farten lidt op.

Det er mega svært at udfordre sig selv og derfor hyrer man ofte sådan en som mig, hvis man har råd.

I mit job ser jeg gang på gang hvor forbavset folk bliver over hvor seje de i grunden er og hvor meget de kan, uden selv at vide det.

Det er nemlig det der kan være et problem. Man tror ikke på sig selv. Det første jeg høre er: ”det kan jeg da ikke”. Når folk så opdager de kan, bliver de først vildt glade og straks efter eftertænksomme og så kommer det: ”men du kan sikkert gøre det meget bedre”.

Så bliver jeg altså lidt knotten. Tro nu for pokker på jer selv. Tro at i kan. Sæt flere kilo på næste gang i træner, øge watt tallet, sæt farten op på løbeturen. I bliver mere glade og stolte, hermed mere motiveret. God kamp

I Danmark har vi tradition for mad. Vi har ikke passion for mad som man har i andre lande men tradition. Med tradition mener jeg, at vi i Danmark tvinger os selv til at spise på bestemte tidspunkter. Uanset om vi har lyst til det eller ej. Dette er en hård dom, men desværre er den rigtig.

Jeg skriver desværre fordi jeg ofte møder dette problem hos mine kunder. De kan ikke slippe ud af disse traditioner. Enten fordi de ikke har rygrad til det eller også fordi ikke føler de kan være det bekendt.

Når vi dansker skal mødes er det næsten altid forbundet med mad. Når vi rigtig skal hygge indgår der mad. Når vi skal belønne os selv indgår der mad og når vi skal trøste os selv indgår der mad.

Alt den fokus på mad er et kæmpe problem for mange. Det bliver en besættelse. Man planlægger allerede næste måltid, mens man er ved at indtage det første.

I Danmark er denne besættelse godkendt, fordi det gør de fleste. Når vi mødes er der disket op med den ene ret efter den anden. Vi kan ikke nøjes med en slags kage ved kaffebordet der skal absolut være mindst 5 at vælge i mellem. Vi æder os igennem den ene julefrokost eller påske frokost efter den anden, år efter år.

Kiloene sniger sig på, men pyt, naboen ser jo lige sådan ud. Jeg ved det er hårde ord, men jeg er træt af disse godkendte traditioner. De gør ikke noget godt for os. Vi kan sagtens hygge os uden mad. Vi kan sagtens hygge os med lidt sund mad. Vi kan sagtens samles i familien og hygge os med aktiviteter der giver os motion og frisk luft.

Det gælder bare om at bryde vaner. Disse vaner skal brydes allerede mens vi er små. Vi skal stoppe med at give børnene fødevare som belønning eller trøst. Vi skal lære at mad skal bruges som en overlevelses kilde og ikke som en hygge genstand. Dermed ikke sagt at man ikke kan nyde et dejligt måltid, det må bare ikke blive en besættelse. Det skal være et måltid der giver os sund næring til at klare dagens aktiviteter. Ikke en pligt fordi traditionen byder det.

Vi mennesker kan godt lide at give skylden til en eller noget, for at vores liv ikke fungere som det skal. Ofte er det manden, konen, jobbet, børnene eller andet der er skyld i, at vi ikke kan passe vores træning eller kost. Man ser på den pågældende ting som en fjende. En fjende der modarbejder en. Så kan vi nemmere sætte os surmulende og mukke over det. Det er langt nemmere end at gøre noget ved det.

For inderst inde ved vi udmærket godt, at der er kun en der kan løse det problemer og det er en selv. Det er så nemt at skælde ud over at man har alt for travlt på jobbet til at spise ordentligt. At man er for stresset til at have overskud til træning og så videre. Man bliver nød til at bearbejde denne opfattelse for at komme videre.

Man bliver nød til at finde ud af hvorfor fx jobbet er et problem og så løse det. Er jeg i grunden ked af mit arbejde og derfor betragter jeg det som en fjende. Eller er det bare for at have en at skylde skylden på jeg har den påstand. I grunden er det måske bare en dårlig undskyldning.

Find ud af, hvorfor i har denne blokering og så løs den. Herefter kan man komme videre og i gang med denne sunde kost og god træning

Jeg bliver så mega glad i låget, når der kommer én hen til mig og siger, at det jeg gør virker. Hvad mere kan man ønske at opnå. I dag sagde en skøn kvinde til mig, at hun tog ud og løbe efter hun havde læst mit indlæg om motivation. Det er ikke mindre end fantastisk.

Jeg vil ønske at i kommer med nogle kommentar, hvis i også har oplevet noget lignende eller hvis i har andet på hjertet. Har man ikke lyst til at andre skal se, hvad man skriver, er man altid velkommen til at skrive til mig privat.

Det er de små glæder i hverdagen der motivere en til at fortsætte kampen. Nogen gange når hverdagen kan virke lidt for uoverskuelig at komme igennem, så find de små episoder frem. Det kan være et smil fra buschaufføren eller en fugl der synger smukt. Men husk, du kan også være med til at gøre livet godt for dine medmennesker. Smiler du til verden, så smiler verden tilbage.

I eftermiddags gik jeg en dejlige tur med min datter. Det har jeg altid gjort rigtig meget med mine børn. Man snakker så godt når man går.

Jeg spurgte min dejlige, fornuftige snart teenager datter (om 14 dage), om hendes syn på kærligheden! Om hun troede på den evige kærlighed. Om hun troede på den eneste ene.

Tænker at de unge i dag må have et forkvaklet syn på kærligheden. Alle omkring dem bliver skilt. Spørgsmålet poppede op, netop fordi et nært familiemedlem til hende lige var blevet skilt. Hvordan kan hun bevare troen på kærligheden, når hun gang på gang oplever, at familier bliver opløst rundt omkring hende. Fortæller om den ene veninde efter den anden, der er er ulykkelig over forældrene der er blevet skilt og de står som kastebold i en grim skilsmisse.

I min opvækst blev man sammen i både med og mod gang. Var min far ikke død for 16 år siden, var mine forældre helt sikkert stadig sammen den dag i dag. Det sker sjældent nu til dags. Jeg har sågar taget mig selv i at tænke, over for nogle bekendte: hvor har de i grunden været sammen længe, det må da være kedeligt. Jeg blev helt forskrækket over mine egne tanker. Jeg burde have tænkt, hvor må det være fantastisk, at have så dyb en kærlighed at man kan stå sammen i så mange år.

Tror i grunden mine tanker munder ud i misundelse. Jeg har selv været igennem rigtig mange forhold, det er jeg ikke bleg for at indrømme. Det har jo gjort mig til den jeg er i dag og give mig erfaring på godt og ondt. Jeg har også haft et langt forhold på 18 år. Men nej, jeg kan ikke få det kærlighedsliv til at fungere. Dog har jeg ikke mistet troen på kærligheden, mister vi den så visner vi. Tror bare at nogen er så heldige, at de møder deres soulmate tidligt i livet, andre er lidt længere om det og skal mere igennem.

Min skønne datter har ikke mistet troen på kærligheden. Hun tror på at den eneste ene er der ude. Det glæder mig rigtig meget. For ægte kærlighed er fantastisk og det under jeg hende af hele mit hjerte at opleve <3

Vi skal huske at være bedre til at rose os selv. Med det samme vil jeg lige pointere, at vi selvfølgelig ikke skal rende rund og være selvfede. Det er ikke til at holde ud. Men hvis vi selv syntes vi har gjort noget godt, skal vi huske at give os selv ros. Være stolt af det vi har præsteret.

Jeg var i byen i aftes. Efter at havde siddet i flere timer med en skøn veninde, hvor vi fik snakket os igennem en god mængde vin tog vi i byen for at danse lidt. Den blev 3 om morgenen før jeg kom i seng. Jeg kan ikke sove længe og vågnede allerede kl 7. For en gang skyld, havde jeg ingen kunder før i eftermiddag. Så jeg havde ikke noget jeg skulle op efter. Men løbe skulle jeg. Jeg skulle nå mit uge mål på 137 km.

Det var bestemt ikke et kønt syn, da jeg sneglede mig afsted på min tur. Men jeg kom igennem mine 22,5 km og det var jeg stolt af. Jeg var ved at overtale mig selv rigtig mange gange til at vende op. Jeg startede faktisk turen med det oplæg, at det faktisk ikke gjorde noget, hvis jeg sprang en enkelt løbe tur over.

Nej, kropsligt gjorde det ikke noget, hvis jeg sprang over. Dertil bevæger jeg mig rigeligt i mit liv. Men mit sind vil ikke være tilfreds. Jeg ved med mig selv at, hvis jeg droppede den tur, så vil jeg gå og være små irriteret på mig selv hele dagen. Det kommer der bestemt ikke noget godt ud af. Jeg har en masse arbejde der skal laves og det ved jeg, jeg ikke vil få lavet, hvis jeg er muggen på mig selv. Det demotivere mig.

Så husk at præstere noget i kan være stolte af. Lad være med at nedgøre jer selv. Hvis man fx har løbet 5 km og i grunden er glad for det, men naboen praler med sine 10 km, så er man ofte tilbøjelig til at nedgøre sine egne 5 km. Man kunne måske godt havde løbet længere, hurtigere, bedre og pludselig var turen ikke så fed alligevel. Men JO det var den og det er vigtigt vi husker det.

For stolthed motivere og gør en glad, usikkerhed demotivere og gør en trist. Bliver man trist og demotiveret er det mega svært at komme ud på den næste løbetur og man er tilbøjelig til at opgive. Er man derimod stolt og motiveret vil man på den næste løbetur lige give den en skalle mere og måske lige nappe en km ekstra, bare fordi man kan.

Dette er mit første spæde forsøg med en blog.

Min ide med denne  blog er at dele min erfaring med hensyn til at holde formen. Selv om man er rundet 50 år, kan formen sagtens være knivskarp uanset om man er mand eller kvinde.

Mange går i stå, når de kommer op i nærheden af de 50 år. Mageligheden sniger sig ind og man lader stå til. Man køber løsere bukser og kjoler i telt form. Abstrahere hermed fra at kiloerne langsomt klister sig til taljen og bagdelen. Sandheden går pludselig op for en den dag man ser sig selv på et foto. Eller den dag man utilsløret stiller sig foran spejlet lige efter manden eller konen er skredet.

Med formen mener jeg ikke kun konditionen, jeg tænker også på sindet. Mange glemmer at udvikle sig med tiden. Glemmer at holde sig mentalt i gang. Her bliver vi også magelige og tænker ofte, nu har vi ydet vores. Tilfredsstiller os med de utallige og uendelige udsendelser i fjernsynet. Det ene dårlige live show efter det andet. Vi lader os underholde, tilfredsstille uden vi behøver at tage stilling til noget som helst udover om der er flere popcorn eller chips i skålen. Hjernen bliver sløv og negativ.

Måske bliver du provokeret eller måske ligefrem inspireret af disse ord. Du tænker hvem f…… er hun siden hun tror hun ved noget om den slags.

Lad mig præsentere mig selv:

Jeg hedder Tove Sand og jeg er i skrivende stund 50 år. Jeg er enlig mor til to dejlig unger. Den ene er 19 år og flyttet hjemmefra og den anden bor stadig hjemme.

Jeg har arbejdet siden jeg var 13 år. Undervejs har jeg taget en masse uddannelser, men jeg har aldrig gået ledig. Så jeg har en masse erfaring i bagagen.

På nuværende tidspunkt har jeg min egen virksomhed som personlig træner. Jeg har været i Fitness branchen i snart 20 år. Mit arbejde som personlig træner gør, at jeg har fået stor kendskab til mange forskellige skæbner. Jeg arbejder i tæt kontakt med den enkelte og det er ofte mig folk betror sig til. Ofte er jeg den der først får indblik i den ægteskablige krise, hjertesorger og andre meget personlige problemer som den eneste. Dette har givet mig et utrolig stor kendskab til, hvad der rør sig i folk og hvordan det skal løses.

Alt dette kommer denne blog til at handle om samt en masse mere. Bla mit eget liv som ultra løber, enlig mor, selvstændig osv.

Hjertelig velkommen

Knus fra mig